Generalforsamling 2024 - Ny bestyrelse og hævning af det årlige kontingent

 
 

Af Gertrud Simmelkiær

Den 10. februar mødtes HUF, både fysisk og online, til årets generalforsamling. Her blev reflekteret over et år med gamle som nye initiativer. Sommerskriveferie, Fantasyfestival, skrive- og hyggecaféer, novellesamlingen LYS, skriveworkshops og meget mere. Efter forpersonens beretning og gennemgangen af årets regnskab skulle der stemmes om en ny bestyrelse. 

På forhånd havde tidligere forperson, Maria Thy Østengaard, meldt ud, at hun efter mange års bestyrelsesarbejde trak sig ud af HUF’s bestyrelse. I hendes sted stillede Biver Drost op til forpersons-posten, og forsamling stemte enstemmigt, at der var tillid til Biver som forperson. Hermed fik HUF sin nye forperson.

Efterfølgende var de andre poster på valg. Næstforperson er endnu en gang Sofie Slott, den nye kasserer er tidligere menigt bestyrelsesmedlem Bjarke Sølverbæk. Den tidligere kasserer, Gertrud Simmelkiær, blev valgt til revisor.

De menige bestyrelsesmedlemmer valgt til bestyrelsen er Louise Lund Olesen og Jannik Kazimierski Andersen. Stort tillykke til alle.

Efter den nye bestyrelse var blevet stemt igennem, var fastsættelsen af medlemmernes kontingent igen i år på dagsordenen. På grund af corona var HUF’s aktiviteter i en årrække på lavt blus og dette medførte beslutningen om et lavere årligt kontingentet. Derudover har kontingentet været afhængig af medlemmernes alder, hvor dem under 25 år har betalt en bestemt pris og dem over har betalt en anden. På dette års generalforsamling blev dette ændret. Med det hævede aktivitetsniveau, udgivelser, kurser og workshops, var der enighed om, at kontingentet, hvis det skulle kunne understøtte foreningens aktiviteter, i år skulle hæves. Derudover blev det stemt igennem, at i stedet for to priser, skulle der være en samlet pris for alle medlemmer. Det blev vedtaget, at kontingentet for alle medlemmer i år er 125 kr.

Under generalforsamlingen var der god stemning rundt om bordet, hjulpet på vej af snacks, kaffe og te. I anledningen af HUF’s fødselsdag i februar, var der også købt fødselsdagskage. Næste års generalforsamling bliver den 18. januar 2025.

Hvis du vil læse referatet for årets generalforsamling, kan du finde det her.