HUF! HUF! Hurra..?

 

Fra HUFs 18 års fødselsdags fejring

 

Af Biver Drost

I år, den første februar, fyldte vores dejlige forening, HUF, 19 år! I den anledning er det mere relevant end nogensinde at bringe Bjarke Sølverbæks, snart 10 år gamle, formands beretning, som taler for sig selv: 

“I år fylder HUF 10 år, og til oktober har jeg været medlem af foreningen i 10 år. Der er sket meget og meget har forandret sig de sidste 10 år, men meget er også det samme – heldigvis. Vi er stadig et kreativt forfatterfællesskab, hvor vi deler erfaringer og hjælper hinanden til at blive bedre til at skrive. Og selvom aldersgennemsnittet er højere end det var i 2005, så er HUF stadig et trygt forum hvor unge forfatterspirer kan boltre sig blandt ligesindede, og det tror jeg også HUF vil være i 2025.”

Hvis du blev lige så bevæget af Bjarkes bevingede ord og håb for fremtiden, er jeg imidlertid her for at skyde papegøjen. For er det virkelig så simpelt at HUF var et selskab af glade unge forfattere, der i 2005 satte sig på en smug-café i det mørke Ballerup og stiftede HUF? For der er ganske rigtigt noget galt, når man kigger efter HUFs fødselsdag og her snakker man ikke kun om selve dagen - man er i et helt forkert år. Men den officielle fødselsdag, har man da lært, ikke? Det er nu alle i kor råber den første februar 2005 eller gør man? 

I forbindelse med Projekt Red HUFs Historie, har jeg været nede i de dybeste kældre under vores arkiver, for at grave efter forsvundne dokumenter og i den forbindelse fandt jeg noget spændende. Vores to stiftere Line Lybecker og Nicole Boyle Rødtnes synes at være uenige om den officielle fødselsdag og Virk.dk synes at være uenige med alle andre. Det er her det pludseligt gik op for mig, at det at fastsætte HUFs fødselsdag er noget man skal gøre med is i maven, når man kender til de skriftlige kilder. Jeg håber du er lige så spændt på denne rejse igennem tiden, som jeg er for at præsentere argumentet, at HUF IKKE fejrede sin 19 års fødselsdag i år. 

Hvornår begyndte det hele? 
I 2001 på en hjemmeside kaldet Fyldepennen.dk, delte en ung person, Line Lybecker, sit første udkast. Hun blev hurtigt kontaktet af Nicole Boyle Rødtnes, der gerne ville give feedback, men det kunne hun ikke, fordi filen ikke var redigerbar. Det var begyndelsen på et lille fællesskab, hvor de kunne dele tekster. 

I 2002 blev fællesskabet flyttet til IGroups, hvor fællesskabet blomstrede. I denne periode havde fællesskabet ikke noget navn, men på deres Igroups gik de under navnet Unge Forfattere - En gruppe for unge, der skriver romaner eller andre tekster. Her var medlemstallet 10-15 stykker og man blev kun medlem ved at blive headhuntet af en, der allerede var i fællesskabet. En tradition, der har overlevet til i dag.  

Hvis fællesskabet og det at hjælpe sine medforfattere, er det man vægter, vil man her argumentere for, at HUFs fødselsdag bør ligge omkring den første marts 2002 eller måske endda tidligere i 2001, hvis man betegner det, at to stiftere sætter sig for at skabe noget større end en selv, som det skelsættende. Nu sidder du sikkert og tænker, at det hele kan virke sentimentalt, hvis man tager udgangspunkt i denne del af foreningens historie, når man skal fastlægge fødselsdagen. 

HUF
I 2003 en kold forårsaften bliver fællesskabet døbt HUF af tidligere medlem, Charlotte Hjort. I sensommeren får HUF sin første hjemmeside www.huf.1go.dk. Det er også dette år stifterne af HUF, Nicole Boyle Rødtnes og Line Lybecker, selv mener at foreningen er grundlagt. I denne tid bliver den lille uorganiserede gruppe af unge mennesker samlet om en ting - HUF, som ikke blot havde en hjemmeside og vedtægter, men også et logo. 

Desværre er foreningens første vedtægter ikke gemt i arkivet, men vi har adskillige referencer til dem, der gik forud for Den Stiftende Generalforsamling. Heldigvis overlevede logoet: 

Hvis vi kigger på Line Lybeckers beretning i den første udgave af Skrivelyst fra 2006:

“... HUF har lige siden starten i 2003 haft til formål at hjælpe medlemmerne med udgivelser, og denne vinter har vi samlet ind til en ny tekstsamling, som vi har planer om at få rigtigt trykt og udgivet med ISBN-nummer og det hele. På den måde vil HUF også blive et forlag, og forhåbentligt vil flere udgivelser følge.”

I 2003 har Lybecker og Rødtnes selv markeret grundlæggelsen af HUF. Hvad har så gjort, at man ikke fejrede HUFs 19 års fødselsdag i 2022? Måske det faktum, at fællesskabet lukkede ned i vinteren 2003 og først åbnede igen i sommeren 2004? 

I 2004 ved man med sikkerhed, at Line Lybecker, Rasmus Østergaard og Nicole Boyle Rødtnes sad i bestyrelsen. Ifølge dem selv allerede omkring nedlukningen i vinteren 2003. I selvsamme år modtog HUF sin, efter tilgængelige kilder, første store bidrag fra Poul Bridgwater. Selvom drømmen om en fungerende hjemmeside ikke lykkes det år og til sidst måtte droppes, levede HUF i bedste velgående på IGroups. Hvis man skal tro de skriftlige kilder, var der online møder, uploadning af tekster og respons på dem.

Hvis man er tilhænger af HUF, som man kender det i dag med bestyrelse, vedtægter, navn og logo, så vil man argumentere for en fødselsdag i marts 2003. Tænk, hvis man fejrede den dag, foreningen fik sit navn og ansigt - det gør man ikke i dag. Hvis det ikke er det, man som foreningen skal fejre, hvad er det så? Det er et godt spørgsmål. Jeg kender ikke svaret og det er nok her, at jeg som skribent er nødsaget til at bekende min kulør og sige -  Jeg mener vi bør lægge HUFs fødselsdag i 2003.

En forening
I 2005 afholdtes Den Stiftende Generalforsamling for HUF og den første februar fik foreningen sin anden hjemmeside, Huf-online.dk. I december måned udsendes HUFs første nyhedsbrev, som proklamerede: 

“År 2006 nærmer sig, og den 1. februar kan HUF-Online.dk fejre sin 1 års fødselsdag. … Ydermere bliver HUFs 1 års, fødselsdag, d. 1 feb. 2006, fejret med færdiggørelsen af HUF-Onlines forum.”

Det samme gør sig gældende helt frem til HUF-Onlines 3 års fødselsdag, hvor man på samme dag afholder HUFs fødselsdag, dog med en disclaimer, at dette ikke er den rigtige fødselsdag da HUF jo er ældrer:

“Denne dag er det 3 år siden, at HUF-Online blev åbnet for medlemmerne. Det er ikke selve foreningens fødselsdag, da foreningen startede langt tidligere. Dette er heller ikke dagen for HUFs første hjemmesides oprettelse, da vi før har haft en anden side. Alligevel er det en dag vi fejrer, da det var den dag HUFs side blev begrænset med logind og kontingentbetaling. Og altså den dag at HUF tog form af det som vi kender i dag.” 

Den ovenstående antagelse er fejlbehæftet. HUFs hjemmesider frem mod denne dato var ganske rigtig nok ikke begrænset med login, men det var IGroups siden, som dengang var, hvor meget af magien skete. Derfor bør man overveje, om et kontingent skal være målsætningen for en fejring. En kritik, der bør rettes mod denne dato som værende HUFs fødselsdag, er at der ikke findes et referat af Den Stiftende Generalforsamling. Hverken i HUFs arkiver eller hos stifterne, der er endda tvivl om, hvorvidt dette dokument nogensinde blev skrevet. 

Den enes død…
I år 2008 sker der noget trist… historisk set meget vigtigt, men også meget trist. Line Lybeckers sidste beretining fortæller: 

“Dette bliver min sidste beretning i min tid som formand for HUF. Når dette nummer udkommer, sidder en ny på posten, og en ny bestyrelse er ved at sætte sig ind i ledelsen af foreningen. Omkring denne bestyrelse og fremtidens HUF har jeg nogle håb og forventninger, og på opfordring af Skrivelysts redaktion vil jeg i denne beretning sætte fokus på forventningen om arrangementerne.”

Stifterne og medstifterne af HUF træder alle som én ud af bestyrelsen på Den Ekstraordinære Generalforsamling og en ny bestyrelse træder i arbejdstøjet. Med tiden bliver den vigtige sætning i HUFs fødselsdags invitationer glemt. Nu er det ikke længere en leg, man leger. Den første februar bliver til HUFs fødselsdag. Her skal man selvfølgelig ikke lade følelsen tage roens intelligens, for dem, der overtog posterne, var mennesker man i dag stadig vil huske: Bjarke Sølverbæk, Sofie Boysen og Maya Stolbjerg Drud. Hvordan det var at overtage de store poster og de store opgaver, der altid var blevet gjort på én måde, må være en artikel til en anden dag. Men en ting er sikkert, noget måtte falde mellem revnerne, noget måtte blive anderledes. På den måde fik vi den fødselsdag, man kender i dag.  

Den Rigtige Fødselsdag 
Man kan jo selvfølgelig bare slå HUF op på virk, altså databasen over alle foreninger og forretninger. Hvis man søger på HUF og det kan alle i øvrigt gøre, vil det meget tydeligt fremgå at Håbefulde Unge Forfattere havde Start Dato den 4. juni… 2006. 

Så hvad enten man er til den ene eller den anden tilgang, vil det for den retskafne læser være den korrekte dato. Jeg vil være tilbøjelig til at være enig. Det er først ved denne lejlighed, man ser referater fra generalforsamlingerne, som er en del af det vi kender fra HUF i dag. Det er også her man faktisk fik registreret foreningen, så den eksisterede officielt. Så hvad siger du til den 4. juni 2006? 

Hvad er en fødselsdag?
Alder er jo bare et tal og det tænker man også at De Store Stifter tænkte da de skabte foreningen i deres billede. Dog kan man sige at en fødselsdag fortæller en del af HUFs historie og hvad den historie kommer til at handle om. Kommer an på, hvad man vælger at starte med. En begyndelse på et eventyr er ikke uden betydning. Skal det episke eventyr starte med to helte, der rider af sted på fyldepenen.dk eller er det en dramakomedie med 15 hormonelle unge mennesker, der griner og græder sammen i et lille hus i Ballerup? Eller går vi simpelthen med det kedelige svar, at et datasæt bestemmer, hvad HUF er, måske fordi en bestyrelse glemte at melde foreningen ind til tiden?


Kildeliste: